logo

Naturen

 

At færdes i naturen er helse for sjælen.

De store fredede områder rundt om Stenbjerg rummer sjældne og rødlistede (særlig beskyttelse) arter: planter, dyr, sommerfugle og fugle.

Her er nogle eksempler på det du kan se og opleve.

I den hvide klit, yderst mod havet, findes strandsnerle. En meget beskeden plante med store blomster. Her trives markfirbenene, om foråret kommer hannerne frem og solbader for at modne deres sæd. Hunnerne kommer til og lægger æg i sandet. Solen udruger næste generation. Strandmandstro gror ved Spilhuset ved Stenbjerg Landingsplads.

Hugormene færdes over det hele. De soler sig, men smutter væk, når vi kommer trampende. Du kan være heldig, at finde en hugormeham i klitten.

I den grønne klit gror Skotsk Lostilk en fin skærmplante. I Danmark vokser den kun i Thy. Det er den første rødlistede art i DK.

Ensiansommerfuglen med sin helt særlige leveadfærd findes få steder på klitheden i nærheden af Stenbjerg.

Soldug, den lille insekt ædende plante, er her mange af i de fugtige lavninger. Samme sted finder du benbræk, tranebær, mosebølle og revling/swotbær. Porsen står her også, den må plukkes og er god til kryddersnaps.

Krondyr, dådyr og rådyr gemmer sig i plantagerne. Man skal være meget heldig for at se nogle af dyrene, men deres veksler (stier), fodspor og efterladenskaber er nemme at finde. I brunsttiden ligger vi hjemme i vores seng og hører krondyrene brøle.

Fuglene hører og ser vi overalt. Et stort område syd for Stenbjerg er lukket for færdsel i fuglenes yngletid fra 1. april til 15. juli. Tranerne kan vi høre, når en stille vind er i syd. De mange småfugle ved vore huse giver os daglige glæde med deres sang og når vi observerer deres travlhed når ungerne skal fodres.

Livgivende oplevelser, der trives i stilhed.

X