logo

Naturen og kulturen

Naturen og kulturen

Funklende stjernehimmel i klare nætter, dybsorte fløjsnætter og øredøvende stilhed. Stormene, havet viser tænder, det hyler og piber og vinden flyver rundt med det, der ikke er bundet fast. Duften af havet om foråret. Klithedens krydrede duft året rundt. Den blomstrende lyng breder sig som et lilla tæppe i august og september. Lyden af traner, trækkende gæs og trækkende sangsvaner. Sanglærkens triller fylder luften fra tidlig forår og til Sct. Hans. Storspovens sørgmodige fløjt høres om foråret. Hugorme og markfirben kan opleves, hvis man går stille.

I hjertet af Nationalpark Thy er vi omgivet af klitter, klithede, plantager. Uventet righoldig vegetation også af sjældne planter. Krondyrene færdes, rådyrene er nemmere at få at se. Ræven glammer sidst på vinteren. Fasaner og mange forskellige fugle i haven, flere hvis du fodrer.

Kunstnere, eks. P.S. Krøjer, Jens Søndergaard, Birte Ohsten, har været optaget af Stenbjerg, menneskene og naturen. Himlen løfter sig, når man kommer kørende fra syd og nærmer sig Thy. Lyset over landskabet er unikt. De åbne vidder langs kysten i Nationalparken giver øjnene frit spillerum og dog, der er måske en kronhjort bag den store klit.

Stenbjerg Landingsplads, de små hvide redskabshuse, spilhuset er noget helt for sig selv. Redningshuset med den gamle redningsbåd er museum. Det er kulturarv. Foreningen til bevarelsen af Stenbjerg Landingsplads gør et stort arbejde for at holde stedet ved lige. Stenbjerg Landingsplads er meget attraktiv for både fastboende og turister. Stedet er meget besøgt gennem hele året. Nationalpark Thy har bemandet infocenter i et af husene.

Kystfiskeriet drives fortsat af fritidsfiskere. Lyden af havets, dønningernes dump på stranden fortæller om det er muligt at komme på havet.

Stenbjerg, fiskerlejet er skabt i 1700 tallet, og har en rig historie. Nogle bunkers fra 2. verdenskrig fortæller noget om den tid.

X